Oliepriser højest siden Golfkrigen

Udgivet den 27-02-2003  |  kl. 07:55  |  

Oliepriserne steg onsdag til det højeste niveau siden Golfkrigen i 1990. Prisen for en tønde olie til levering i april er nu på 37,75 dollar.

Prisen er en stigning på 4,6 procent alene i går - og på et år er olieprisen steget med 80 procent.

Prisstigningen er blandt andet afledt af nedgang i de kommercielle forsyninger i USA og de vedvarende trusler om militæraktion i Irak.

De højere priser på råolie påvirker priserne på benzin, olie til opvarmning - og dermed forbrugernes omkostninger til energi og transport.

På Wall Street var det en ny sort dag.

Hewlett-Packard, IBM og Dells fald på de europæiske markeder onsdag fortsatte på børserne i USA.

Dell faldt 2,6 procent på en udtalelse fra koncernchefen om, at han ikke ser noget lys forude for IT-investeringer - selv efter en løsning på Irak-krisen.

/Netavisen Infopaq/

Udgivet af: NPinvestordk