Optrappet kinesisk kapitalindsprøjtning giver kun begrænset effekt på børserne

Udgivet den 23-01-2024  |  kl. 06:34  |  

De kinesiske aktier åbnede tirsdagens handel uden en klar retning og tæt på mandagens laveste niveau i fem år, trods forsikringer fra Beijing om mere effektive foranstaltninger til at stabilisere markedets tillid.

Efter mandagens kabinetsmøde i Beijing, ledet af premierminister Li Qiang, forlød det, at regeringen vil optrappe den mellem- og langsigtede kapitalindsprøjtning på markedet for at styrke stabiliteten samt fremme sund udvikling.

Men alligevel åbnede aktieindekset Shanghai Composite Index under det psykologisk vigtige 2800 modstandspunkt efter en fortsat udenlandsk kapitaludstrømning og et stigende short-salg, der har svækket tilliden til den allerede stærkt knirkende kinesiske økonomi.

Også CSI 300-indekset faldt, mens Hang Seng-indekset steg beskedent i den tidlige handel.

I løbet af tirsdag formiddag kom så oplysninger om, at de kinesiske myndigheder overvejer en massiv pakke af foranstaltninger til at stabilisere det skrantende aktiemarked, efter de tidligere mislykkede forsøg på at genskabe investorernes tillid.

Forlydenderne går på, at premierminister Li Qiang har opfordret til "kraftige" tiltag, samt at der er tale om mobilisering af omkring 2000 mia. yuan svarende til 278 mia. dollar hovedsageligt fra kinesiske offshore-konti hos statsejede virksomheder, som en del af en stabiliseringsfond til at købe fastlandsaktier gennem Hong Kong exchange link.

Samtidig er mindst 300 mia. yuan lokale midler øremærket til at investere i onshore-aktier gennem China Securities Finance Corp. eller Central Huijin Investment Ltd.

Myndighederne overvejer også andre muligheder og vil muligvis annoncere nogle allerede i indeværende, hvis de bliver godkendt af den politiske elite.

Selv om planerne stadig ikke er offentligt annonceret, gav forlyderne genlyd i Hongkong, hvor Hang Seng indekset steg over 3 pct.

Shanghai Composite vendte den negative åbning, men er ved lokal frokosttid faldet tilbage i negativt territorium og samme udvikling har ramt CSI 300, der ligeledes har haft svært ved at finde fodfæste i den positive del af aktiemarkedet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Kina❯  Shares❯