Pharmexa køber aktiver og etablerer datterselskab i USA

Udgivet den 24-11-2005  |  kl. 08:24  |  

Pharmexa og IDM Pharma, Inc. har indgået en aftale, hvorunder Pharmexa vil erhverve en række aktiver inden for infektionssygdomme samt andre aktiver fra IDM Pharma relateret til det tidligere San Diego-baserede selskab Epimmune Inc., der for nyligt fusionerede med IDM S.A.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse torsdag morgen.

Aktiverne inkluderer en fuldt køreklar og udstyret forsknings- og udviklingsfacilitet i San Diego, Californien, en række teknologier og patenter inden for immunterapi (ca. 250 udstedte og verserende patenter) samt en delvis finansieret klinisk projektportefølje indenfor infektionssygdomme. Pharmexa vil tilbyde ansættelse til 27 medarbejdere, der i øjeblikket er ansat på faciliteten.

Med henblik på at finansiere købsprisen på USD 12 millioner har Pharmexas bestyrelse besluttet at forhøje aktiekapitalen med 3,4 millioner aktier ved en private placement. Pharmexa har indgået en garanti-aftale med ING, hvorunder ING forpligter sig til at sælge 3,4 millioner Pharmexa aktier til markedskurs via bookbuilding-metoden efter offentliggørelse af denne meddelelse. Der forventes et bruttoprovenu til Pharmexa på ca. 72 millioner kr.

Købet vil ikke have væsentlig indflydelse på Pharmexas finansielle planer videre frem.

Udgivet af: NPinvestordk