Råvarer: Højere renter presser oliepriser

Udgivet den 26-09-2023  |  kl. 09:00  |  

Oliepriserne fortsætter tirsdag sidste uges tilbagefald på grund af bekymring for, at efterspørgslen efter brændstof vil blive presset af, at de store centralbanker kommer til at holde renterne høje i længere tid.

Understøttende for oliepriserne - og som har været med til at løfte priserne de seneste måneder - er dog fortsatte forventninger om begrænsninger i udbuddet.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 92,33 dollar mod 92,73 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 88,75 dollar mod 89,23 dollar mandag eftermiddag.

- Frygt for en økonomisk recession kan igen dominere oliemarkedets bevægelse, i kraft af stigende amerikanske obligationsrenter, efter den amerikanske centralbanks, Feds, høgeagtige holdning i sidste uge, siger Tina Teng, der er markedsanalytiker hos CMC Markets i Auckland, til Reuters.

Repræsentanter for den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank har de seneste dage gentaget deres forpligtelse til at bekæmpe inflation, hvilket signalerer, at en stram pengepolitik kan vare ved længere end først antaget.

Høje renter bremser den økonomiske vækst, hvilket i sidste ende lægger en dæmper på efterspørgslen på olie.

Mens Rusland og Saudi-Arabien har forlænget produktionsnedskæringer indtil slutningen af året, lettede Moskva mandag sit midlertidige forbud mod benzin- og dieseleksport, som blev indført for at stabilisere hjemmemarkedet.

Siden midten af året er oliepriserne steget med omkring 30 pct. primært drevet af et svækket udbud. Det giver i sig selv anledning til et fald på 0,5 pct. point i den globale BNP-vækst i andet halvår af dette år, ifølge JPMorgan.

- Vi forudser en pris på 94 dollar per tønde gennem fjerde kvartal 2023, hvilket er det højeste vi vil se på kurven, inden Organisationen af Olieeksporterede Lande, Opec, formentlig letter sine forsyningsbegrænsninger, fortæller Baden Moore, der er chef for kulstof- og råvarestrategi hos National Australia Bank.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1913,62 dollar mod 1916,91 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Ida Fuglsang Larsen

Tags:  Natural Resources❯