Tesla dykkede under 500 mia. dollar

Udgivet den 17-04-2024  |  kl. 06:34  |  

Aktien i Tesla fortsatte tirsdag sin nedtur, hvorved den også for første gang siden april 2023 i en periode dykkede ned under en samlet markedsværdi på 500 mia. dollar.

Elbilproducenten har nu tabt næsten 37 pct. i 2024, hvilket gør Tesla til den næstdårligste investering i S&P 500 i perioden, hvor 290 mia. dollar af værdien er forduftet. Tesla er samtidig faldet med 62 pct. siden sin lukketop i starten af november 2021, da markedsværdien lå omkring 1300 mia. dollar.

Den amerikanske elbilproducent har været ramt af svag efterspørgsel kombineret med hård og billig konkurrence fra de kinesiske producenter, ligesom spændingerne i Mellemøsten med beskydning af skibe i Det Røde Hav også har påvirket produktionen, fordi materialer og bildele har været længere om at nå frem til fabrikken i Berlin.

Mandag annoncerede Tesla på den baggrund også afskedigelser af 10 pct. af medarbejderstyrken, hvilket kan oversættes til 14.000 ansatte, som et svar på den ringere efterspørgsel.

- Reduktionen i antallet af ansatte og kapacitet har langtrækkende konsekvenser for fortællingen om hypervækst, som stadig er indregnet i Teslas aktiekurs, hvilket antyder substantielt negativt potentiale for aktien, siger Ryan Brinkman, analytiker hos JPMorgan, til Bloomberg News.

Tesla faldt tirsdag 2,7 pct., og den lukkede således lige akkurat over 500 mia. dollar i værdi.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯