Tirsdagens obligationer: Rentefald for fjerde dag i træk

Udgivet den 07-05-2024  |  kl. 17:03  |  

Renterne på det danske obligationsmarked faldt tirsdag for fjerde dag i træk.

Udviklingen afspejler stigende forventninger til en snarlig rentenedsættelse i Europa - og måske senere på året også fra USA.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation tirsdag 5 basispoint lavere i 2,45 pct.

I løbet af de seneste fire handelsdage er renten på papiret faldet fra 2,60 pct.

Ifølge rådsmedlem i Den Europæiske Centralbank, ECB, Pablo Hernandez de Cos kan centralbanken begynde at sænke sin ledende rente på næste måneds rentemøde, "hvis der ikke kommer rystelser i forbrugerpriserne".

- Hvis inflationsudsigterne er fastholdt så vil det efter min opfattelse være tilrådeligt at begynde at sænke det nuværende niveau af monetær restriktion i juni, siger Pablo Hernandez de Cos, der er centralbankchef i Spanien, ifølge Bloomberg News.

Næste møde i ECB er 6. juni, hvor der er store forventninger til en rentenedsættelse på 25 basispoint fra det nuværende niveau på 4,0 pct. for bankens ledende rente.

Rentestrategerne hos den franske storbank Societe Generale Research vurderer imidlertid, at renterne kan stige igen i Europa.

- Markedet synes at være overbevist om, at vi vil få en rentenedsættelse på juni-mødet, men kursen herefter er meget usikker og vil blandt andet afhænge af den amerikanske centralbanks politik.

- Momentum forbliver forudindtaget mod højere renter, og "bunds" kan meget vel komme tilbage til intervallet 2,75-3,0 pct., skriver banken ifølge Dow Jones.

Med "bunds" tænkes på den tiårige tyske rente, som aktuelt ligger omkring 2,43 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯