Torsdagens aktier: GN og Pandora tog toppen på nervøs dag - Vestas sled sig op efter ordre

Udgivet den 28-09-2023  |  kl. 17:02  |  
Arkiv: Foto

GN og Pandora blev de to topscorere rent kursmæssigt torsdag, mens Vestas sidst på handelsdagen kravlede godt og grundigt op efter bekræftelse af en stor polsk ordre.

I bunden endte Royal Unibrew og Carlsberg, hvilket meget vel kan hænge sammen med den seneste tids rentestigninger.

Tryg lå fortsat underdrejet efter onsdagens nyheder om fyringer og strategiændringer.

Samlet havde eliteindekset, C25, lidt svært ved at finde ud af, hvilket vej det skulle - og efter en grøn start, der fik en negativ tone i middagshandlen, endte indekset med et plus på 0,3 pct. til 1693,20.

- Overskriften er stadig: Renter, renter, renter. Det er fortsat dem, der får lov til at slå takten an - og sådan har det snart været i to år nu, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

- Det positive er dog, at rentetoppen er nær. Men dermed er det ikke sagt, at volatiliteten ebber ud, siger han.

VESTAS FIK PÆN POLSK ORDRE

Vindmølleselskabet Vestas fik en større birolle torsdag, efter en bekræftelse af en polsk ordre på 1140 megawatt. Traditionen tro kommer Vestas med en række ordre op til et kvartalsafslutning - og gigantordren fra Polen et stærkt signal om, at ikke alt står stille på den front.

Det konstaterer Jacob Pedersen, analysechef i Sydbank.

- Det her et bevis for, at der er liv i den europæiske pipeline af havmølleordrer. Og det er altså dem, der er flest af i Vestas' bog over foretrukne leverandøraftaler, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Han ser ordren som særligt glædeligt nyt efter den seneste tids strøm af dårlige nyheder om sektoren, herunder Ørsteds gigantiske nedskrivning i USA, et droppet projekt fra Vattenfall og et totalt flop i Storbritannien, hvor ingen valgte at byde ind på en havvindauktion tidligere på måneden.

Vestas steg 1,6 pct. til 148,50 kr.

POTENTIALE I PANDORA

Pandora endte med i toppen af C25, efter analytiker Lars Topholm fra Carnegie skruede op for kursmålet med en halvtredser til 1000 kr. - det højeste blandt de analytikere, som Bloomberg News har i sin database.

Kursmålet indikerer et potentiale på 40 pct., og anbefalingen er da også fortsat "køb".

Lars Topholm ser mulighed for en opjustering i forbindelse med Pandoras kapitalmarkedsdag den 5. oktober til en organisk vækst på 5 til 7 pct. og en EBIT-margin på 27 pct. I øjeblikket lyder Pandoras prognose på en organisk vækst på 2 til 5 pct. og en EBIT-margin på cirka 25 pct.

- Carnegie har gennem flere år haft en unik evne til at sætte retningen på Pandora. Og der er stor tillid til finanshuset analyser. Jeg er da også enig i de elementer, der er kommet frem i analysen, siger Lars Hytting.

Pandora gik 2,2 pct. frem til 726,60 kr.

EN DEL NYT TIL GN

GN kunne onsdag aften fortælle, at selskabet har sikret sig kreditfaciliteter på 3,4 mia. kr., er klar med en ny høreapparatplatform, Resound Nexia, og har præsenteret ny ledelse, hvor den nye topchef, Peter Karlströmer, sætter sit aftryk på fremtiden med et nyt hold.

- Det ikke så mærkeligt, at Peter Karlströmer stiller sig eget ledelsesteam. Det er meget naturligt, og den inddeling, der gerne skal være baseret på en mere enkel ledelsesstruktur, giver god mening, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

GN meddelte tidligere på måneden, at selskabet dropper sine to forretningsområder Hearing og Audio. I den forbindelse vinkede man farvel til Gitte Aabo, der stod i spidsen for Hearing, mens Audio-topchef Peter Karlströmer rykkede op og blev direktør for den samlede koncern.

Aktien steg 1,6 pct. til 125,15 kr.

RENTEPRES PÅ BRYGGERIER

Unibrew tog torsdag bunden i eliteindekset med et fald på 3,3 pct. til 532,40 kr., og Carlsberg dykkede med ned og faldt 1,2 pct. til 894,40 kr.

Årsagen kan ifølge Jesper Ingildsen, analytiker i DNB Markets, meget vel hænge sammen med den seneste tids rentestigninger. Han peger på, at bryggerierne og andre selskaber inden for stabilt forbrug har været presset i den seneste måned, hvor netop obligationsrenter og centralbankrenter er skudt i vejret.

Torsdag har den tiårige danske rente ramt det højeste niveau siden 2011.

- Vi ser ofte en god korrelation mellem værdiansættelsen af selskaber inden for stabilt forbrug og renten, siger Jesper Ingildsen til MarketWire.

I Europa var retningen den sammen for sektoren, der torsdag lå som en af de mest faldende sektorer i det brede Stoxx 600-indeks.

HARBOES VENTER AT LANDE I DEN HØJE ENDE

Blandt sidepapirerne kom Harboes Bryggerier med regnskab for første kvartal 2023/23. Bryggeriet fastholdt forventningerne til hele året - dog med den præcisering, at selskabet nu venter at lande i den høje ende.

Aktien steg 3,4 pct. til 72,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯