USA: Trump øjner hurtig handelsaftale med Japan

Udgivet den 27-05-2019  |  kl. 23:04  |  

USA's præsident, Donald Trump, ser muligheden for at indgå en handelsaftale med Japan allerede i august. Dermed øjner præsidenten muligheden for at være enige med sin japanske modpart, premierminister Shinzo Abe, tidligere end den tidsfrist på seks måneder, som Trump meldte ud i starten af maj.

Det skriver Bloomberg News.

Donald Trump, der mandag mødtes med Shinzo Abe i Tokyo, har tidligere truet med at lægge told på japansk bileksport til USA, der har en årlig værdi af 50 mia. dollar, fordi Japan ligesom Kina har et stort handelsoverskud med USA.

- På handelsfronten tror jeg, vi vil annoncere nogle meget positive ting formentlig til august, som vil være godt for begge lande. Vi skal indhente Japan lidt, fordi de har lavet så meget mere forretning med os. Vi vil omvendt gerne gøre flere forretninger, sagde Trump.

Fra japansk side har man dog afvist, at der skulle være aftalt en fast tidsplan.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Japan❯  USA❯