USA/T-bond: Trykket i rentekogeren lettede onsdag

Udgivet den 05-10-2023  |  kl. 06:32  |  

Investorerne var over natten til onsdag godt i gang med en fortsættelse af udsalget i amerikanske statsobligationer fra mandag og tirsdag, men en svag jobrapport for september vendte udviklingen, og derfor blev der igen købt lidt obligationer.

Det lettede trykket inde i rentekogeren, og markedsrenterne endte derfor onsdagen med et fald.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 6 basispoint til 4,73 pct. I løbet af onsdagen blev den tiårige rente handlet helt ned i 4,72 pct., men den var inden da oppe og ramme 4,88 pct.

Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,71 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 7 basispoint lavere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt med 10 basispoint til 5,05 pct.

Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 5,04 pct. på markedet i Tokyo.

Onsdagens rentefald skyldtes ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked, som i september viste en vækst på 89.000 arbejdspladser, hvilket ifølge Bloomberg News var færre end de ventede 150.000 job blandt økonomerne efter en stigning på 180.000 måneden inden.

ADP-rapporten ses som en mere eller mindre pålidelig vejrhane for den officielle arbejdsmarkedsrapport fra den amerikanske regering. Den rapport offentliggøres fredag.

- Væksten var ikke så robust, siger Ellis Phifer, der er direktør med ansvar for renteinvesteringer hos Raymond James, til Reuters.

Handlen med rentefutures pegede onsdag også på en lavere sandsynlighed på cirka 42 pct. for en renteforhøjelse mere fra Federal Reserves side inden udgangen af året mod mere end 50 pct. tirsdag.

Både den tiårige såvel som den 30-årige rente er trods faldene onsdag dog fortsat omkring deres højeste niveauer siden 2007, og den tiårige rente ligger omtrent 1,40 pct.point over årets bund i april, ligesom den er steget med 50 basispoint siden udgangen af august.

Og rentestigningerne er altså endnu ikke afblæst.

- Det føles som om, noget vil gå i stykker, men jeg ved bare ikke helt hvad, siger Chris Turner, der er chef for globale markeder hos ING, til Financial Times.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯