USA/tendens: Små positive tegn - regnskaber i fokus

Udgivet den 17-04-2024  |  kl. 14:39  |  

Der hersker onsdag en spinkel optimisme på Wall Street, hvor handlernes fokus så småt er skiftet bort fra renterne og over mod regnskaberne fra de store amerikanske selskaber.

Det brede S&P 500-indeks indikeres op med 0,2 pct. inden åbningen, mens både Dow Jones og Nasdaq går frem med 0,1 pct. i formarkedet.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, fik ellers jaget endnu en renteskræk i livet på markederne, da han tirsdag lod forstå, at de seneste inflationsmålinger kan udskyde kommende rentesænkninger.

Det gav genlyd på aktiemarkedet og sendte de ledende indeks ned. De kom sig dog mod slutningen, og det endte med mere beskedne fald.

S&P 500-indekset svingede tirsdag mellem minus 0,4 og plus 0,4 pct., men endte handelen med et mindre minus på 0,2 pct. Dow Jones steg samtidig 0,2 pct., og Nasdaq blev sat tilbage med 0,1 pct.

Investorernes tro på snarlige rentenedsættelser er så godt som forduftet, men den igangværende regnskabsbølge kan være med til at fjerne fokus.

Det er navnlig værd at fokusere på mere cykliske aktier, vurderer Leonardo Pellandini, der er aktiestrateg hos Bank Julius Baer, til Bloomberg News.

- Vi vil råde til at bruge sådan en mulighed til gradvist at øge eksponeringen med cykliske aktier frem mod den nye økonomiske cyklus, der begynder at udfolde sig i andet halvår, siger han.

NOVO-RIVAL MED POSITIVE DATA

Der er onsdag nyt fra Novo Nordisks store amerikanske rival, Eli Lilly, der har vist positive resultater med sit vægttabsmiddel Zepbound til behandling af søvnapnø.

Fase 3-studier viser, at midlet givet i doser på 10 og 15 milligram reducerer symptomerne på moderat til svær søvnapnø væsentligt sammenlignet med placebo, eller snydemedicin.

Samtidig gav behandlingen anledning til et markant vægttab på nær ved 20 pct.

Aktien stiger 2,2 pct. i formarkedet.

UNITED AIRLINES OVERRASKER

Der var godt nok underskud hos luftfartsselskabet United Airlines i første kvartal, men det var mindre end ventet, og det sender aktien op med 5,1 pct. i formarkedet.

Det justerede nettoresultat blev på minus 50 mio. dollar mod et bud på Wall Street på negative 189 mio. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 845 mio. dollar. Her var ventet 659 mio. dollar.

Det er dog ikke lutter gode nyheder, for udfordringer hos flyproducenterne betyder, at United Airlines må justere sine vækstplaner. Nu regner koncernen med at modtage 61 "narrow body"-fly i 2024 mod tidligere 101 fly og endda oprindelige 183 fly.

TRANSPORTSELSKAB SENDES NED

I den modsatte ende ligger transportselskabet JB Hunt, der skuffede analytikerne med sit regnskab for første kvartal.

Perioden vidnede da også om en svær tid for koncernen, der så sin omsætning falde tilbage med næsten 9 pct. til 2,94 mia. dollar mod ifølge Bloomberg News ventede 3,11 pct.

Overskuddet per aktie bakkede også fra 1,89 dollar til 1,22 dollar, mens et resultat nærmest midt i mellem i 1,53 dollar per aktie var ventet af analytikerne.

Aktien indikeres ned med 7,2 pct. inden åbningen.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

14:18 USA/tendens: Lettere nervøsitet frem mod Fed-møde trods positive regnskaber
13:30 Europa/aktier: Bilgiganter tynger markedet til første månedlige fald i et halvt år
13:21 Eli Lillys opjustering gøder for positive tal fra Novo spår Sydbank-analytiker
13:17 Novo nyder godt af rivals opjustering - begge aktier sendes højt til vejrs
11:45 Aktier/middag: Mærsk trækker C25 ned efter Svitzer-udskillelse - GN trækkes op af rival
11:42 Schouw opjusterer driftsforventninger efter stærk udvikling i BioMar
11:42 Økonom ser lavere renter i Europa til juni trods inflationstal med streg i regningen
11:30 Schouw Q1: Stærk udvikling i BioMar udløser opjustering på driften
11:30 Eurozonen/AL: Stemningsskift på vej - endelig økonomisk vækst er godt nyt
11:19 Obligationer/middag: Renten stiger efter inflationstal fra eurozonen
10:03 GN-rival topper i Zürich efter stærkt regnskab - gaming og headsets trækker op
09:35 Schweizisk GN-konkurrent op efter stærkt regnskab
09:28 Mangel på positive elementer kan presse Carlsberg-aktien vurderer Citi
09:24 Carlsberg topchef ser yderligere prisforhøjelser for at dække omkostninger
09:21 Aktier/åbning: Mærsk falder efter udskillelse af Svitzer - Carlsberg en lunken omgang
09:08 Sydbank fremhæver Carlsbergs gode start på 2024
08:41 Obligationer/åbning: Renten falder op til inflationstal fra eurozonen
08:34 Japansk containerrederi er tilbage med sorte bundlinjetal
08:26 Carlsberg OVERBLIK Q1: Europæiske markeder trækker samlet salgsoverraskelse
08:09 Danske ledighed uændret siden november sidste år