Valuta: BoJ- og Fed-kommentarer sender yen mod nord

Udgivet den 09-04-2014  |  kl. 07:02  |  

Amerikanske dollar er fortsat på retræte, mens japanske yen styrkes en anelse på de internationale valutamarkeder onsdag morgen. Kommentarer fra henholdsvis Federal Reserve og Bank of Japan tyder ikke på ændringer i den nuværende pengepolitik i de respektive lande, og heller ikke Den Europæiske Centralbank (ECB) ventes at ændre på hverken lempelser eller renteforhold foreløbig.

Bank of Japans pengepolitiske møde, der afsluttedes tirsdag, sendte ingen nye signaler til investorerne. Efterfølgende sagde centralbankchef Haruhiko Kuroda, at der ikke er behov for yderligere incitamenter for at trække Japan ud af den mangeårige økonomisk invaliderende deflation.

Haruhiko Koruda gav samtidig udtryk for tillid til, at verdens tredjestørste økonomi kan overkomme effekterne af sidste uges momsforhøjelse uden nye lempelser.

Kommentaren sendte mange spekulative investorer i markedet for at afdække valutapositioner beregnet på en svækkelse af yen, hvilket har sendt den japanske valuta op.

Samtidig har chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i Philadelphia, Charles Plosser, udtalt, at han er "ganske tilfreds" med den seneste arbejdsmarkedsrapport. Han vurderede tirsdag aften, at rapporten viser, at effekten af den hårde vinter har mindre og mindre indflydelse på økonomien.

Bemærkningen peger ikke på nogen form for acceleration af Federal Reserves tilbagekøb af bolig- og statsobligationer, hvilket har sendt de amerikanske renter lavere.

Investorerne ventes onsdag at forholde sig i ro frem til referatet af det seneste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbanks Federal Open Market Committee. Referatet offentliggøres sent onsdag.

Euro koster onsdag morgen 1,3790 dollar og 140,60 yen, mens en dollar står i 101,95 yen. Tirsdag eftermiddag stod euro i 1,3785 dollar og 140,90 yen, mens en dollar kostede 102,25 yen.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk