Valuta: Dollar svækkes lidt forud for rentemeldinger fra Bank of Japan og ECB

Udgivet den 22-01-2024  |  kl. 15:11  |  

Dollar svækkes en smule mandag forud for denne uges rentemeldinger fra centralbankerne i Japan og eurozonen.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag eftermiddag i 103,23 mod 103,37 ved 17-tiden fredag eftermiddag.

Den japanske centralbank, Bank of Japan, har påbegyndt sit pengepolitiske møde i dag, mandag, med afslutning tirsdag.

Væddemål for en exit fra de negative renter på dette møde er blevet afviklet efter nytårsjordskælvet på Japans vestkyst sammen med dueagtige kommentarer fra centralbankens topfolk.

Valutaen, som er følsom over for forskellen i rentesatserne mellem USA og Japan, har været værst ramt over for dollar i år, og den har tabt omkring 5 pct. i en hurtig vending fra toppen for yen i omkring 140 per dollar i december.

Dollar koster mandag eftermiddag 147,65 yen mod 148,11 yen fredag eftermiddag, mens euro ligger i 1,0885 dollar mod 1,0883 dollar fredag eftermiddag.

Torsdag skifter fokus til Den Europæiske Centralbank, der er klar med sin rentemelding midt i en travl regnskabssæson og den fortsatte uro i Det Røde Hav, der forstyrrer de globale handels- og forsyningskæder.

Forud for ECB's rentemøde har debatten skiftet noget, da beslutningstagerne har accepteret, at næste skridt er en rentenedsættelse, men senere og mindre end hvad markederne forventer.

Markedsanalytikere mener ifølge Reuters dog, at ECB's inflations- og vækstudsigter er forkerte, og markedspriserne indikerer i øjeblikket forventninger om fem rentenedsættelser på hver 25 basispoint i år.

- ECB mangler reel høgeagtig troværdighed på dette stadie i betragtning af dataene, og hvis der stadig er nogen risici, så skifter de til dueagtig - så forbliv undervægt euro, siger analytikere fra Natwest ifølge Reuters.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder