Valuta: Yen skiller sig kraftigt ud i ellers afventende marked

Udgivet den 29-02-2024  |  kl. 06:32  |  

Valutamarkedet ligger ganske stabilt for så vidt angår euro og pund, mens japanske yen styrkes ganske markant torsdag morgen.

Markedsdeltagerne afventer dagens vigtige amerikanske inflationsdata, hvilket afholder markedsdeltagerne uden for Japan fra at tage nye positioner på bøgerne, mens indikationer fra den japanske centralbank, Bank of Japan, får en del til at dække positioner, der drager foredel af en ultra lav japansk rente, ind.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 103,86 mod 103,98 onsdag eftermiddag.

Bestyrelsesmedlem Hajime Takata fra Bank of Japan sendte ifølge Bloomberg News torsdag morgen et stærkt signal om, at en afslutning på den negative rentepolitik er ved at nærme sig.

Bemærkningerne kom i en tale til lokale erhvervsledere i Shiga i det vestlige Japan.

- Der er usikkerheder i den japanske økonomi, men efter min opfattelse er målsætningen endelig ved at komme til syne. Japan er ved en korsvej, når det gælder tidspunktet for en ændring i den indgroede tro på, at lønninger og inflation ikke vil stige, sagde Hajime Takata i en tale til lokale erhvervsledere i Shiga i det vestlige Japan torsdag.

Reaktionen på markederne kom prompte, idet yen blev styrket til 149,75 yen per dollar fra 150,65 yen per dollar.

De japanske statsobligationsrenter tikkede sideløbende opad med 20 basispoint, og ses der på overnight swaps indregnes nu en 34 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse, når Bank of Japan holder pengepolitisk møde 18.-19. marts.

Kommentarerne fra Takata, der anses som værende neutral i den ni-medlemmer store bestyrelse i centralbanken, vil sandsynligvis øge spekulationerne om, at Bank of Japan er klar til at gennemføre den første rentestramning siden 2007 i de kommende måneder.

Uden for Japan ser markedet frem mod dagens amerikanske data for kerneprisindekset for personligt forbrug (PCE), der er den amerikanske centralbank, Federal Reserves foretrukne inflationsmål.

Prognoserne forudsiger en stigning på 0,4 pct., mens det ikke er længe siden, at investorerne satsede på en stigning på det halve. Men eleverede data for forbruger- og producentpriser tyder nu på, at der er en risiko for en aflæsning på 0,5 pct.

- En stærkere end forventet PCE-deflator kan få markederne til at reducere indregningen af en rentenedsættelse i maj endnu mere, hvilket understøtter amerikanske dollar, siger valutastrateg Kristina Clifton fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.

Markedet sætter en sandsynlighed på 20 pct. for en lempelse fra Federal Reserve i maj, mens den mest sandsynlige timing for en nedsættelse nu lyder på juni.

Ifølge futuresmarkedet indregnes lidt mere end tre rentereduktioner på hver 0,25 pct. point i år sammenlignet med fem ved begyndelsen af februar.

Dollar koster 149,84 yen torsdag morgen mod 150,81 yen per dollar onsdag eftermiddag kl 17.

Euro koster torsdag morgen 1,0835 dollar mod 1,0834 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden, og pund koster 1,2668 dollar torsdag morgen mod 1,2653 dollar ved 17-tiden onsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder