Handelsbanken: Svært at se effekt af en USA-rentesænkning

Udgivet den 16-09-2008  |  kl. 15:35  |  

Den forværrede situation på de finansielle markeder giver en åbning for den amerikanske centralbank, Fed, til at retfærdiggøre en rentenedsættelse, som den ellers ikke har set nødvendig, påpeger Handelsbanken i et notat.

Men det er dog umiddelbart svært at se, hvilken effekt en rentenedsættelse skulle have, da Handelsbanken i den gældende situation ikke tror, at det vil have den store effekt på markedsrenterne,
eller forhindre nye konkurser i den finansielle sektor.

- En evt. rentenedsættelse skulle derfor formentlig først og fremmest fungere som et signal til markederne om, at Fed er rede til at gøre, hvad der står i dens magt for at sikre funktionaliteten af det finansielle system – og spørgsmålet er også, hvorvidt Fed i den aktuelle situation tør overraske markederne. På den baggrund ser vi faktisk størst ræson i en rentenedsættelse på 0,50 pct-point, hvis
Fed skulle agere. Der er dog også den anden risiko, nemlig at en rentenedsættelse på nuværende tidspunkt vil blive opfattet som en panikreaktion, anfører Handelsbanken.

Overordnet set venter Handelsbanken, at det samlede billede er blevet forværret i en sådan grad gennem den seneste tid, at banken ser en overvejende sandsynlighed for en rentenedsættelse
fra Fed inden årsskiftet.

- Vi mener dog også, at sådanne rentenedsættelser vil ske med baggrund i den realøkonomiske udvikling, og en yderligere forværring heri i de kommende måneder, og at Fed ikke vil vende tilbage til at foretage ’forsikrings-rentenedsættelser’ som følge af frygten for systemiske problemer i den finansielle sektor, skriver banken.

Handelsbanken indrømmer, at det er et meget tæt kald, hvor banken ser 50/50 chance for udfald til begge retninger på mødet i aften - altså uændret rente eller en rentenedsættelse.

Banken hælder dog mest til uændret rente, men medfulgt af en pressemeddelelse, der åbner op for rentenedsættelser i den nære fremtid, med understregning af de betydelige risici, der er for både realøkonomien og det finansielle system.

Udgivet af: NPinvestordk