Schweizerfranc svækket efter ventet renteforhøjelse

Udgivet den 22-06-2023  |  kl. 09:42  |  

Den Schweiziske Nationalbank, SNB, hæver torsdag styringsrenten med 25 basispoint til 1,75 pct.

Det var ifølge Bloomberg News ventet af to tredjedele af de 21 adspurgte økonomer, mens seks ventede en forhøjelse på 50 basispoint og én ventede en fastholdelse.

Meldingerne svækker schweizerfrancen, da der går 0,9831 på en euro mod 0,9793 før meddelelsen.

SNB fremhæver, at inflationspresset er øget igen på mellemlang sigt, og det pointeres, at der ikke kan udelukkes flere renteforhøjelser.

I år og næste år lyder SNB's inflationsforventninger på 2,2 pct. og for 2025 lyder prognosen på 2,1 pct.

På kort sigt er inflationsforventningerne sænket til en prognose for andet kvartal på 2,1 pct. mod tidligere ventet 2,7 pct. og for tredje kvartal er prognosen nedrevideret til en inflation på 1,7 pct. fra tidligere ventet 2,4 pct.

Investorer holder øje med kommentarer til SNB's salg af udenlandsk valuta, og her bliver det pointeret, at banken fortsat er villig til at være aktiv i valutamarkedet, samt at fokus i det nuværende miljø er at sælge udenlandsk valuta.

Den Schweiziske Nationalbanks praksis med at afholde rentemøder én gang i kvartalet betyder, at dens stramning har haltet efter i forhold til kollegaerne i Frankfurt og Washington, hvor rentebeslutningerne finder sted dobbelt så ofte.

De schweiziske medlemmer af renteudvalget ledet af Thomas Jordan har kun øget renten med 225 basispoint siden juni sidste år, sammenlignet med 400 basispoint af Den Europæiske Centralbank og 500 basispoint af den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

På trods af en inflation, der senest er faldet til 2,2 pct. og en kerneinflation, der fraregner flygtige elementer såsom energi, på 1,9 pct., insisterer medlemmerne af renteudvalget på, at Schweiz ikke er uden for fare.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Schweiz❯