Topchef: Investeringerne og bedre effektivitet driver opjustering hos Topdanmark

Udgivet den 16-04-2024  |  kl. 09:43  |  
Arkiv: Foto

Forsikringskoncernen Topdanmark leverede et noget stærkere resultat end ventet for første kvartal, og de opløftende tal krydres med en opjustering af forventningerne til hele året.

Opjusteringen er særligt drevet af et godt investeringsresultat i første kvartal, men også forventninger om lavere omkostninger end tidligere vurderet spiller ind på den nye prognose.

Det fortæller Peter Hermann, administrerende direktør i Topdanmark, i et interview med MarketWire.

- Opjusteringen er særligt drevet af investeringsafkastet. Investeringsafkastet performede væsentligt bedre - både i forhold til analytikernes forventninger og i forhold til vores egne forventninger, siger Peter Hermann.

Trods et højt niveau af vejrrelaterede skader er selskabet ifølge Peter Hermann "faktisk også kommet rigtigt fint igennem kvartalet" på forsikringsområdet.

- Der rammer vi rimeligt tæt på vores forventninger. Og så er det sådan, at vi faktisk har været mere effektive på omkostningssiden. Vi har været effektive i forhold til at holde omkostningerne tilbage.

- Noget af det vil så komme i nogle af de andre kvartaler, men vi kan godt se, at for året tror vi godt, at vi kan skabe et bedre resultat i forhold til vores omkostninger også, siger Peter Hermann.

For hele 2024 venter Topdanmark nu et nettoresultat på 1250-1525 mio. kr. inklusive afløb. Tidligere ventede selskabet et overskud på 1150-1425 mio. kr.

Analytikernes forventninger til nettoresultatet i 2024 lå før regnskabet på 1271 mio. kr.

Prognosen for det forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der sætter erstatningsudgifter og omkostninger i forhold til præmieindtægterne, er desuden ændret til 81,8-84,8 fra tidligere 82-85.

Forventningerne til den organiske præmievækst er uændret over 4,5 pct.

I første kvartal skabte Topdanmark et resultat af skadesforsikring på 561 mio. kr., hvilket var langt over analytikernes forventninger på 362 mio. kr.

Den positive afvigelse skyldes primært lavere erstatninger i kvartalet end ventet. De opgøres til 1802 mio. kr. i kvartalet, hvor analytikerkonsensus lød på 1920 mio. kr.

- På vejrdelen har vi fået et bedre resultat, end analytikerne havde ventet. Trods mange vejrskader er vi sådan set kommet meget godt igennem det. På investeringsresultatet ligger vi også noget bedre end det, der var ventet af analytikerne i kvartalet her. Det tror jeg er de to hovedforklaringer på forskellen, siger Peter Hermann.

Investeringsresultatet endte i første kvartal på 159 mio. kr., hvor analytikerforventningen var på 67 mio. kr.

De vejrrelaterede skader løb i første kvartal op til 137 mio. kr., hvilket var betydeligt over niveauet i første kvartal sidste år på 89 mio. kr. og også over "normalniveauet" på 90 mio. kr.

- Det har igen været et kvartal præget af vejret. Vi har haft den næstvådeste vinter nogensinde, vi har også haft den kraftigste snestorm i mere end 10 år og det vådeste januardøgn nogensinde. Og så havde vi så også en storm, Rolf, i februar, opremser Peter Hermann.

Sidste år var også et år præget af mange vejrbegivenheder. Det udløste hos Topdanmark skader for lidt over en halv milliard, hvor selskabet til sammenligning har en normalforventning på 300 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/aktier: Faldt fra rekordniveau anført af Siemens
17:09 Torsdagens obligationer: Status quo for renterne efter byge af nøgletal
17:04 Torsdagens aktier: Mærsk og Danske Bank trak C25 nærmere alle tiders rekord
16:53 Amerikansk indeks sætter rekord: Passerer psykologisk niveau for første gang
16:32 Mærsk-aktierne stiger efter nye kraftige ratestigninger
16:28 Novo ser ingen effekt på produktionen efter brand i Kalundborg
16:00 Bidens toprådgiver forsvarer nye toldsatser på kinesiske varer
15:42 USA/åbning: Rekordjagten fortsætter anført af Walmart og Chubb
15:23 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
15:14 Valuta: Dollar finder fodfæste efter tre dage med svækkelse
15:00 Novo-rival har positive data med ugentligt insulin
14:54 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
14:35 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
14:32 USA: Lidt flere nytilmeldte ledige end ventet
14:27 North Media forventer mindre overskud på grund af udgifter til svensk opkøb
13:43 USA/tendens: Rekordjagt kan fortsætte efter solide præstationer fra Walmart og Cisco
13:18 Europa/aktier: Let sivende aktier efter ni dage med fremgang til rekord
12:24 Obligationer/middag: Rentestabilisering før byge af amerikanske nøgletal
11:48 Aktier/middag: Vestas trækker op og Zealand Pharma ned i tæt på fladt marked
11:29 Novo-rival har imponerende fedmedata: Men for tidligt at bekymre sig vurderer storbank