Aktier/tendens: Ambu giver nye langsigtede mål før ventet grøn start

Udgivet den 21-03-2023  |  kl. 08:05  |  

Medicoselskabet Ambu løber med opmærksomheden mandag morgen, hvor selskabet forud for sin kapitalmarkedsdag er kommet med langsigtede mål og har luftet planer om en mulig kapitalforhøjelse.

Også bankerne kan se frem til endnu en dag i søgelyset efter et skift i stemningen mandag, hvor myndighederne var med til at berolige markedet oven på nogle tumultariske dage, der kulminerede med UBS' overtagelse af kriseramte Credit Suisse.

Den stemning holder ved tirsdag morgen, hvor der er udsigt til en grøn åbning, hvis man skal tro handlen med futures for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god rettesnor for det danske marked. Forud for åbningen stiger DAX-futuren 0,6 pct., mens futures for de tre ledende indeks i USA peger mod beskedne plusser omkring 0,1 pct.

Mandag lukkede C25-indekset 0,9 pct. højere efter tidligere på dagen at have ligget til et minus på 2 pct.

- Uroen om UBS's overtagelse af Credit Suisse aftog mandag, og kombinationen af fravær af dårlige nyheder om bankerne, lavere renter og en svagere dollar har lokket de mere risikovillige investorer på banen, skriver Jyske Bank i sin morgenkommentar.

AMBU GIVER LANGSIGTEDE MÅL OG LUFTER KAPITALFORHØJELSE

Ambu, der holder kapitalmarkedsdag tirsdag, kommer med nye langsigtede mål for selskabet. Medicoselskabet venter en EBIT-margin før særlige poster på over 10 pct. i løbet af de kommende to år. Og selskabet har et femårs mål om en margin på omkring 20 pct. i 2027/28.

For regnskabsåret 2022/23 fastholdes forventningerne.

- På baggrund af markedspotentialet sigter Ambu efter en balance mellem omsætningsvækst og rentabilitet, der svarer til Ambus langsigtede finansielle mål - med potentielle kortsigtede differencer med hensyn til EBIT-marginen, hvis vækstinvesteringer er tilgængelige for at sikre langsigtet bæredygtig rentabel vækst, skriver medicoselskabet i meddelelsen.

Ambu går efter på langt sigt at få nettogælden ned på under 2,5 gange driftsresultatet (EBITDA), oplyses det. Ved udgangen af regnskabsåret 2021/22 var nettogælden på 3,9 gange EBITDA.

Medicoselskabet overvejer desuden en mulig kapitalforhøjelse svarende til 5 pct. af sin B-aktiekapital, skriver selskabet.

Aktien faldt 2,2 pct. til 102,35 kr. mandag. Aktien er steget 15 pct. i år efter et svært 2022 for aktien.

NORDEA OG ROCKWOOL FÅR HØJERE ANBEFALING

Rockwool har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos DNB.

Banken hæver samtidig kursmålet for aktien til 1875 kr. fra 1740 kr., fremgår det af et analysenotat.

Rockwools B-aktie faldt 0,6 pct. til 1575 kr. mandag.

Nordea får hævet sin anbefaling af Barclays til "overvægt" fra "ligevægt". Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Også kursmålet får et løft til nu 93,05 kr. fra 88,55 kr.

Nordea-aktien steg 3,7 pct. til 77,31 kr. mandag.

KURSMÅL SKRUES OP I NOVO OG SIMCORP

Novo Nordisk får hævet sit kursmål til 1205 kr. fra 950 kr. hos amerikanske Stifel.

Banken fastholder anbefalingen "køb".

Det nye kursmål indikerer et potentiale på 21,9 pct. i forhold til lukkekursen på 988,90 kr. mandag, hvor aktien steg 1,2 pct.

Kursmålet for aktien i Simcorp er desuden mandag blevet løftet med knap 8 pct. til 570 kr. fra 530 kr. af amerikanske Goldman Sachs, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "neutral". Det nye kursmål indikerer dog et potentiale på knap 14 pct. i forhold til lukkekursen mandag på 501,20 kr., hvor aktien steg 0,9 pct. over dagen.

Goldman Sachs har haft en neutral anbefaling af aktien i Simcorp siden juli sidste år, da kursen lå på 536 kr.

VESTAS KØBER OP I POLEN

Vestas har købt den konkursramte polske stålfundament-producent ST3 Offshore. Det skriver offshorewind.biz.

Efter at ST3 Offshore gik konkurs, har selskabet været i udbudsrunde seks gange - og sjette gang var lykkens gang.

Vestas' bud lød på 175,5 mio. zloty (37,5 mio. euro - eller 277,5 mio. kr.), hvilket var højere end udbudsprisen på 164,3 mio. zloty, hvilket svarer til cirka 34,4 mio. euro.

Aktien steg 2,5 pct. til 195 kr. mandag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

18:02 Europa/aktier: Luksusvareaktier presset af kinesiske nøgletal
17:41 Nilfisk bestyrelsesformand køber aktier for 660.000 kr.
17:09 Onsdagens obligationer: Lavere end ventet inflation sendte renten ned
17:04 Onsdagens aktier: Nøgletal satte en kæp i hjulet for optimismen
16:11 Nationalbanken holder auktion over statsobligationer i næste uge
16:05 Ledige stillinger indikerer fortsat brandvarmt amerikansk jobmarked
15:47 Amerikansk Chicago-erhvervstillid dykker mere end ventet
15:42 USA/åbning: Aktiemarkederne komme haltende fra start efter kinesiske nøgletal
14:59 Direktør om nedjustering i Green Hydrogen Systems: "Det er et resultat af aktive valg"
14:48 USA/tendens: Udsigt til rød start oven på svage tal fra Kina
14:25 Genmabs topchef sælger aktier for 58 mio. kr. - aktien dykker
14:15 Tyske inflationstal bekræfter "utroligt postive inflationsnyheder"
14:09 Scandinavian Tobacco Group gennemfører køb af svensk producent af nikotinposer
14:02 Tysk inflation aftog mere end ventet i maj
13:58 Europa/aktier: Svage kinesiske nøgletal rammer olie- og luksusvareselskaber
13:48 Wall Street holder vejret inden afstemning om gældsloft: Flere snubletråde skal forceres
13:33 Valuta: Dollar styrkes efter større end ventet inflationsfald i Europa
12:50 Chevron i høj kurs hos børshusene: Slipper af med sin sidste negative anbefaling
12:02 Danske Banks omkostninger vil blive mindre - dog langt fra markedsledende spår Jyske Bank
11:44 Obligationer/middag: Rentefald efter større end ventede fald i inflationen