Asien: Svage amerikanske arbejdsmarkedsdata sender asiatiske aktier op

Udgivet den 30-08-2023  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktier stiger onsdag, efter at svage amerikanske arbejdsmarkedsdata har styrket sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er færdig med at forhøje renten. Samtidig er der fortsat comeback til de mørbankede kinesiske aktier for tredje dag i træk.

Wall Street havde en særdeles god dag tirsdag, efter at et kraftigt fald i det amerikanske indeks over jobåbninger, Jolts-rapporten, droppede til et to et halvt års lavpunkt i juli.

- Dårlige nyheder er gode nyheder, da dataene understøtter sats på en hurtigere afslutning af Federal Reserves stramningscyklus på trods af den seneste aggressive retorik fra centralbankchef Powell, siger markedsanalytiker Tina Teng fra CMC Markets i Sydney ifølge Reuters.

De amerikanske aktiefutures indikerer endnu en dag med stigninger i New York senere på dagen. De tre dominerende amerikanske aktieindeks estimeres at stige 0,1-0,3 pct.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan stiger 0,9 pct.

I Tokyo er der gevinst til halvleder-relaterede aktier efter en plus i Nasdaq-indekset på 1,7 pct. i New York tirsdag.

Advantest øger 1,5 pct. og Tokyo Electron stiger 2,6 pct, mens Sony og Softbank må slå sig til tåls med mere begrænsede stigninger på henholdsvis 0,6 pct. og 0,4 pct.

Nikkei 225-indekset stiger 0,9 pct., og Topix-indekset øger 0,8 pct.

De kinesiske markeder holder fortsat næsen oven vande efter meldingen om nye foranstaltninger til at løfte investorernes tillid, med blandt andet en halvering af aktiehandels-stempelafgiften, løsere regler for marginlån og en bremse på nye børsnoteringer.

Men mange investorer holder sig tilbage op til regnskabet fra den likviditets-ramte ejendomsudvikler Country Garden Holdings senere onsdag.

Koncernen er presset på likviditeten og har misset to dollar-denominerede kuponbetalinger og forsøgt at forlænge en tilbagebetaling af private on shore-obligationer, hvilket forstærkede frygten for en afsmittende effekt i hele den kinesiske ejendomssektor og dermed i den bredere økonomi.

Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og CSI 300 øger 0,1 pct, mens Hang Seng-indekset i Hongkong holder fanen højt med en stigning på 0,6 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,9
Topix +0,8
Hongkongs Hang Seng +0,6
China Shanghai Composite +0,1
China CSI 300 +0,1
Taiwan Taiex +0,5
Sydkoreas Kospi +0,6
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI +0,3
Sydney ASX 200 +1,4

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯