Asien: Tokyo vender markant rundt og tegner rød dag i Asien

Udgivet den 23-05-2023  |  kl. 06:48  |  

De asiatiske aktiemarkeder ligger overvejende med kursfald tirsdag, hvor Tokyo er vendt fra en positiv start til røde tal efter frokostpausen.

Øjnene er fortsat rettet mod Washington og forhandlingerne om det amerikanske gældsloft, der fortsat synes at være uden udsigt til en løsning, mens tiden går og dagen, hvor den amerikanske statskasse løber tør, nærmer sig.

- Politikerne i Washington kæmper mod uret for at løse den skræmmende gældsloftsdynamik, og det efterlader tilsyneladende markedsstemningen afhængig af den til enhver tid gældsgrænserelaterede overskrift, siger Stephen Innes fra SPI Asset Management i Sydney til AFP.

Kort før åbningsklokken ringede i Tokyo, sagde republikanernes forhandlingsleder, Kevin McCarthy, at hans første ansigt til ansigt forhandling i flere måneder med præsident Joe Biden ikke resulterede i en aftale endnu, omend han beskrev samtalen som "produktiv."

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan er uændret, mens de amerikanske aktiefutures indikerer en positiv åbning med stigninger i Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere tirsdag.

I Tokyo fandt investorerne fra åbningen støtte i en svækket yen og mandagens positive udvikling i det tech-tunge amerikanske Nasdaq-indeks. Men den postive udvikling vendte markant efter frokostpausen.

Nikkei 225-indekset steg indledende 0,6 pct., men ligegr efter middagspausen med et minus i samme størrelsesorden. Topix-indekset har vendt et plus på 0,4 pct.til et minus på 0,6 pct.

De kinesiske markeder er ligeledes negative.

Shanghai Composite viger 0,6 pct., og CSI 300 dropper 0,5 pct., og også Hongkong noterer et fald i Hang Seng-indekset på 0,6 pct.

På de øvrige markeder viser Kospi-indekset i Seoul en stigning på 0,5 pct., og Singapores Strait Times øger 0,4 pct., mens Taiex-indekset i Taipei ligger med et minus på 0,1 pct.

Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et plus på 0,2 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,6
Topix -0,6
Hongkongs Hang Seng -0,6
China Shanghai Composite -0,6
China CSI 300 -0,5
Taiwan Taiex -0,1
Sydkoreas Kospi +0,5
Indiens BSE Sensex +0,4
Singapores STI +0,4
Sydney ASX 200 +0,2

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯