Bank of Japan har næppe renteændringer på vej i december

Udgivet den 11-12-2023  |  kl. 08:56  |  

Bank of Japan vil næppe introducere renteforhøjelser på sit pengepolitiske møde den 19. december, oplyser anonyme kilder til Bloomberg News. På valutamarkedet er yen efterfølgende blevet svækket oven på rygtet.

En dollar koster mandag morgen 146,12 yen mod 145,45 yen kort inden Bloomberg omtalte spekulationerne og 144,50 yen fredag eftermiddag ved 17-tiden.

Bank of Japan er den eneste tilbageværende centralbank i verden, der stadig kører med negative renter, og før det ændres, ønsker banken at se beviser for, at lønningerne er på vej op, så inflationen kan understøttes på bæredygtige niveauer, oplyser de anonyme kilder til Bloomberg.

Japan har i perioder lidt under deflation, og har i adskillige år ført en meget lempelig pengepolitik for at få sat skub i vækst og inflation.

Forventningerne til, at banken snart kan begynde at normalisere renterne igen, fik dog ny næring, da centralbankchef Kazuo Ueda i sidste uge bemærkede, at hans job vil blive mere udfordrende fra slutningen af året.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Japan❯  Forex❯