Bekymrende udvikling for Carlsberg

Udgivet den 21-10-2007  |  kl. 19:25  |  

Det britiske bryggeri Scottish & Newcastle (S&N) vil nu med et frasalg af den russiske division forsøge at undgå, at danske Carlsberg og hollandske Heineken får held med den planlagte overtagelse af hele S&N for 7,5 mia. pund eller lidt mere end 80 mia. danske kroner. Det skriver den engelske avis The Sunday Times.

Trækket er overraskende og kan vise sig at blive særdeles ubehageligt for Carlsberg. Bestyrelsen for S&N kigger nemlig lige nu på en plan, hvor man sælger det finske selskab Hartwall, der ejer en 50 procents andel i det russiske bryggeri BBH. Det bemærkelsesværdige er, at Carlsberg ejer den anden halvdel af BBH, og det skaber en speget situation.

Carlsberg vil meget gerne overtage hele BBH, og situationen er lige nu den ifølge Sunday Times, at en såkaldt "shotgun"-aftale mellem S&N og Carlsberg gør, at hvis Carlsberg fremsætter et tilbud på BBH, så skal S&N enten acceptere det eller overgå tilbuddet og dermed overtage Carlsbergs andel af BBH. Den aftale falder væk, hvis S&N sælger Hartwall, og dermed kan Carlsberg komme til at stå i en bekymrende situation med en ny, ukendt partner.

I forbindelse med ovenstående shotgun-aftale skal det understreges, at den beskrives forskelligt i forskellige medier. Det danske dagblad Børsen beskriver således klausulen som en "Texas Shoot Out", hvilket ifølge Børsen betyder, at hvis f.eks. S&N ville overtage hele BBH, så skulle S&N på baggrund af klausulen først tilbyde Carlsberg deres aktieandel til en given pris. Accepterer Carlsberg så ikke denne pris, skal Carlsberg være villig til at sælge sin ejerandel til den samme pris til S&N.

Hvordan det end teknisk hænger sammen, så er faktum, at et salg af Hartwall får klausulen til at falde væk.

Analytikere understreger således, at nøglen til at S&N kan overleve som selvstændigt selskab er, at værdien af BBH fastsættes, og den skulle være betydeligt højere end aktiekursen på S&N lige nu afspejler. Således kan prisen på ejerandelen måske sættes til hele 5 mia. pund, hvilket skal ses i forhold til det samlede bud på S&N på 7,5 mia. pund. Sælger S&N Hartwell menes det ikke, at Carlsberg længere vil være interesseret i S&N, og dermed falder det hele til jorden.

Carlsberg vil så på baggrund af sit dristige overtagelsesforsøg stå med sorteper, da forsøget har betydet et S&N-salg af Hartwall og dermed umuliggjort en overtagelse af BBH og at man i stedet har fået en ny ukendt partner på det russiske marked, hvor Carlsberg ser et kæmpe potentiale.

Lykkedes det derimod, har Carlsberg skudt papegøjen, da det danske bryggeri har overtaget de resterende 50 pct. af BBH til en meget lav pris.

Udgivet af: NPinvestordk