Chefstrateg: Hold høje med danske realkreditrenter efter japansk renteløft

Udgivet den 19-03-2024  |  kl. 08:54  |  

Japans centralbanken har vinket farvel til de negative renter, og efter renteløftet kan det også være værd at holde øje med de danske realkreditrenter.

Det er meldingen fra Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg i Sterna Capital Partners, efter nyheden natten til tirsdag.

Årsagen skal findes i, at mange store japanske pensionskasser har investeret i dansk realkredit.

- Hvis det bliver mere attraktivt at investere i hjemlandet, kan det alt andet lige medføre højere renter på dansk realkredit, skriver han i en kommentar.

Den japanske centralbank, Bank of Japan, besluttede natten til tirsdag at løfte renten til spændet 0-0,1 pct., mens det hidtidige kortsigtede rentemål lå på minus 0,1 pct.

Bank of Japan afskaffer samtidig officielt sin rentekurvekontrol, som har bidraget til at holde de lange japanske renter på et lavt niveau.

- Fra et dansk perspektiv er det værd at holde øje med, om der kommer et stigende opadgående pres på japanske renter i kølvandet på beslutningen. Nu var det ikke den største overraskelse, at Bank of Japan strammede pengepolitikken, og derfor har markedsreaktionen været relativt begrænset, skriver Mikael Olai Milhøj.

- Når det er sagt, er der jo mange faktorer, der påvirker rentemarkedet, og selv om Bank of Japan bestemt ikke er uinteressant, er der også et endnu vigtigere møde i den amerikanske centralbank onsdag aften dansk tid, tilføjer han med henvisning til mødet i Federal Reserves renteudvalg.

Mødet løber over to dage og sættes dermed i gang tirsdag, før det afsluttes med en rentebeslutning onsdag aften.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Seneste nyheder