Dagens aviser

Udgivet den 12-02-1998  |  kl. 08:06  |  

København--12. februar--NetPosten--Dagens vigtigste avisartikler

USA beder om dansk støtte
Forsvarsministeriet arbejder på høj- tryk for at være parat, hvis Danmark siger ja til en amerikansk opfordring om at deltage i koalitionen mod Irak. Regeringen, som i går fik en officiel anmodning, ventes meget hurtigt at svare USA, fastslår udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Både Venstre og de konservative er umiddelbart positive over for, at Danmark yder militær støtte til det angreb på Irak, som er under opsejling, hvis diplomatiet må give op.
(Jyllands-Posten side 1, Jyllands-Posten 2. sektion side 1 og 2, Berlingske Tidende side 1, 7 og 15, Aktuelt side 1, 3 og 15, Politiken side 1 og 8)

Økonomi

Lykketoft skærer 10 mia. kr. væk
Finansminister Mogens Lykketoft (S) vil slanke den offentlige sektor med 8-10 mia. kr. Derfor har Finansministeriet allerede nu meddelt de andre ministerier, at der skal trædes på bremsen i 1999-budgettet. De sparekrav, der lægges op til, er dobbelt så store som i de seneste par år. OECD advarer dog om, at nedskæringerne kan komme for sent, da der er ved at være mangel på arbejdskraft i mange sektorer.
(Børsen side 1, 8 og 9)

Fagforeningstvang i strid med EU-regler
Danmark bryder lønmodtagernes ret til at frit at vælge faglig organisation. Den såkaldte eksklusivret er en krænkelse af Europarådets Socialpagt og blot et af flere eksempler på, at den danske arbejdsmarkedspolitik er i strid med gældende europiske regler, skriver EU-parlamentets udvalg om borgerlige frihedsrettigheder i en betænkning, der skal til behandling på parlamentets møde næste uge i Strasbourg. Hermed støtter både dette udvalg og parlamentets udvalg om beskæftigelse og sociale anliggender den kristelige fagbevægelse i Danmark. Den tabte for to uger siden en sag ved Vestre Landsret mod en virksomhed, der havde indgået en aftale med SiD, som tvang medarbejdere til at være medlemmer af forbundet.
(Politiken side 2)

Finans

Pengetanke på milliardopkøb
Der er flere milliarder kroner på vej til investering i det stadigt mere attraktive ejendomsmarked. ATP vil investere en mia. kroner i ejendomme i 1998. Tryg Baltica mindst 500 mio. kr. om året de kommende år, Danica 400 mio. kr., ligesom også Codan er klar til yderligere investeringer i ejendomme i 1998. Dermed er der optræk til et nyt boom på erhvervsejendomsmarkedet, der i særligt grad koncentrerer sig om København.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 1)

Banker opsiger samarbejde med Nykredit
På kun et år har omkring 20 banker valgt ikke at forny deres samarbejde med Nykredit. Dermed har landets største realkreditkoncern mistet hver femte samarbejdspartner, fordi koncernen selv har store ambitioner på bankmarkedet. "Vores klare indtryk er, at der blandt vores 124 medlemmer er en stigende modvilje over for et samarbejde med Nykredit, når koncernen er på vej ind på bankområdet for privatkunder. De har for eksempel lige sendte breve ud til en lille halv million danskere med banktilbud," siger informationschef Sander Jacobsen fra Lokale Pengeinstitutter, der er brancheforening for landets små banker.
(Berlingske Erhverv side 1)

Erhverv

Telia køber fyrede Tele DK-ansatte
Alt imens Tele Danmark har travlt med at skære ned på medarbejderstaben, står konkurrenterne påspring til at overtage de fyrede medarbejdere. Og ofte lokkes der med gode forhold. Det svenske tele-selskab Telia har således netop indgået et samarbejde med Telekommunikationsforbundet og AF om at omskole Tele DK-teknikere til Telia. "Det er for øjeblikket vældig svært at finde veluddannede medarbejdere," siger Thomas Bramsen fra Telia.
(Børsen side 6)

Udgivet af: NPinvestordk