Europa/luk: Ensomme britter endte i plus

Udgivet den 01-05-2013  |  kl. 17:55  |  

På en dag, hvor der kun blev handlet eupæiske aktier i England, Irland og Danmark på grund af første maj, kunne briterne lukke bøgerne med aktiestigninger.

Samlet lukkede det britiske FTSE 100-indeks i et plus på 0,3 pct. i indeks 6451,29 mens irske ISEQ steg med 0,3 pct. Dagen var dog præget af de ferieramte investorer og for FTSE 100s vedkommende var volumen 40 pct. lavere, end de seneste 100 handelsdages rullende gennemsnit.

Det største fokus var da også rettet mod torsdag, hvor den europæiske centralbank med Mario Draghio i spidsen holder rentemøde. Markedet venter ifølge Bloomberg en rentesænkning, og der ligger yderligere en forventning om, at der kommer yderligere stimulus på bordet.

- Hvis ECB virkelig skal hjælpe økonomien i gang igen, så er en rentenedsættelse ikke nok. De skal finde et værktøj, der kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder til at få adgang til billige lån. En mulighed er at Den Europæiske Investeringsbank garanterer lånene, og at bankerne så kan bruge disse lån som sikkerhed hos ECB, når de selv skal låne. Det er dog langt fra sikkert, at ECB og EIB er klar til at annoncere et sådanne instrument, vurderer Danske Markets seniorøkonom Frank Øland i en kommentar.

Efter en dag i front trak mineaktierne sydover onsdag, og 12 ud af 14 mineaktier i handel faldt. Onsdagen startede eller pænt, da Antofagasta kunne berette, at dets guldproduktion steg med 33 pct. og kobberproduktionen med 13 pct. i første kvartal.

Råvarepriserne faldt dog grundet skuffende nøgletal fra Kina og USA og det sendte mineaktierne på retur. Kazakhmys faldt 3,5 pct. mens Rio Tinto, Antofagasta og Anglo American faldt 0,1 til 0,4 pct.

Home Retail Group, der ejer detailkæden Argos, faldt med 7 pct. til 144,90 pence efter et rædderligt regnskab, det viste et resultatdyk på 10 pct. år til år.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk