Freetrailer når milepæl med vækst på 35 pct. og over 100.000 udlejninger i juli

Udgivet den 01-08-2023  |  kl. 09:00  |  
Arkiv: Foto

Freetrailer havde i juli stor fremgang i sine trailerudlejninger med en vækst på hele 35 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

Det betød også, at selskabet nåede en væsentlig milepæl med over 100.000 trailerudlejninger på en enkelt måned, oplyser selskabet tirsdag.

- Det er specielt en markant fremgang i antallet af udlejninger i Sverige og Norge, der trækker væksten i juli. I uge 30 slog Freetrailer ugerekord på alle fire markeder - Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Samlet opnåede Freetrailer 27.081 udlejninger i uge 30, skriver selskabet.

I alt havde selskabet 114.041 udlejninger i juli.

- Den stigende efterspørgsel kan tilskrives en stor udrulning af nye udlejningsprodukter de seneste måneder samt en historisk høj kundetilfredshed, der gør, at kunderne benytter Freetrailers tjenester oftere, oplyser selskabet.

Og lige netop tilfredse kunder er helt afgørende for Freetrailers fortsatte succes, lyder det fra Nicolai Frisch Erichsen, der er administrerende direktør hos selskabet.

- Vi er meget stolte af juli måneds udlejningstal og høje brugertilfredshed. At skabe en god kundeoplevelse er helt essentiel for vores succes. Vores mål er kontinuerligt at skabe den bedste udlejningstjeneste til gavn for vores kunder og partnere. Med mere end 700 udlejningsprodukter i pipelinen til udrulning frem til årsskiftet, ser vi samtidigt positivt ind i 2023/24, siger topchefen i meddelelsen.

.\\˙ Mar ketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Spotlight❯