V-støtte til forældrebetaling

Udgivet den 15-05-1998  |  kl. 12:09  |  

København--15. maj--NetPosten--Det er utroligt positivt, at indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) åbner op for en ændret forældrebetaling for børnepasning, siger Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs.

- Nu afventer Venstre et udspil fra regeringen om, hvordan forældrebetalingen kan ændres, så kommunerne bedre kan leve op til regeringens børnepasningsgaranti. Alt for mange forældre skal vente urimeligt længe, inden der er udsigt til en daginstitutionsplads. Faktisk i måneder efter at barselsorloven er udløbet.

- Det nuværende system favoriserer i alt for høj grad de forældre, der har en plads, mens de øvrige forældre får en lang næse, hvis de har stolet på pasningsgarantien. Men det er klart, at kommunerne har problemer med at opfylde pasningsgarantien, da den er utrolig udgiftskrævende med de nuværende forældrebetalingsregler.

- Spørgsmålet er, hvad regeringen er parat til, når det kommer til stykket. Allerhelst ser Venstre, at forældrene får et friere valg, så pengene til børnepasning kan følge barnet.

Udgivet af: NPinvestordk