Verdens dyreste medicin godkendt - 14 mio kr for en behandling

Udgivet den 24-05-2019  |  kl. 23:53  |  

Verdens dyreste medicin er fredag blevet godkendt. Det er medicinalselskabet Novartis, som har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders blå stempel til at sende Zolgensma på markedet.

Det skriver Financial Times.

Godkendelsen fra Food and U.S. Drug Administration (FDA) landede hos det schweiziske selskab fredag, og bare et par timer senere offentliggjorde Novartis prisen for medicinen.

2,1 mio. dollar for en behandling. Eller 14 mio. kr. ved fredagens vekselkurs.

Zolgensma er en nyudviklet genterapi, som kan kurere en form for muskelsvind i rygraden i spædbørn. At spædbørn med lidelsen ofte dør inden deres tredje leveår, sætter naturligvis prisen i relief, men da den er dobbelt så høj som det næstdyreste middel på markedet, Luxterna, ligeledes en genterapi mod blindhed, har bølgerne i debatten allerede gået højt med beskyldninger om grådighed.

Hos Novartis fremhæver topchef Vas Narasimhan, at genterapien er et "historisk fremskridt" og et milepæl af en engangsbehandling. Novartis forsvarer da også prisen med, at kronisk behandling af lidelsen kan løbe op i det dobbelte henover en tiårig periode.

- Vi mener, at vi ved at have en ansvarlig tilgang vil hjælpe patienter med denne transformerende medicinske nyskabelse og skabe betydelige omkostningsbesparelser i systemet over tid, siger Vas Narasimhan ifølge Financial Times.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯