Mandagens aktier: Ramt af cypriotisk mismod

Udgivet den 18-03-2013  |  kl. 17:08  |  

Frygten fra Cypern bredte sig mandag sydfra og op gennem Europa, og også det danske C-20 indeks blev ramt af mismodet. Det toneangivende Cap-indeks sluttede i 582,08 eller 1,03 pct. lavere end niveauet ved lukningen fredag.

Markederne bifaldt bestemt ikke den redningsplan for den kriseramte cypriotiske økonomi, som eurozonens finansministre enedes om i weekenden. Planen indebærer bl.a. og især en engangsbeskatning af bankindestående, og bekymringen går konkret på, at lignende planer kan blive trukket ned over andre kriseøkonomier i regionen - Spanien og Italien måske. Og i det hele taget udstiller indgrebet på uheldig vis den fortsatte økonomiske krise i Europa.

Bankaktierne fik en særlig hård medfart. Danske Bank faldt 1,74 pct. til 107,20 kr., mens Jyske Bank faldt 2,3 pct. til 200,60. Den tredje C20-bank-aktie, Nordea, klarede sig med et fald på 0,5 pct. til 66,70 kr. Over for den Cypern-inspirerede nedtur hjalp det kun lidt, at kreditvurderingsinstituttet Fitch udtrykte sin - i øvrigt forventede - begejstring over, af de største danske banker er tildelt såkaldt SIFI-status med pligt til forstærket kapitalpolstring.

- Bankerne er hårdest ramt i Europa og i Norden. Det europæiske bankindeks er faldet 2 pct., og det skyldes selvfølgelig uro efter Cypern-planen og specielt den bankafgift, der ligger i planen, siger chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

- Men det er jo en test af de positive momentum, vi har set i aktiemarkedet, og det bliver spændende at se, om Cypern vil dreje det til noget negativt, eller om der er styrke nok i fremgangen til, at vi ser en vending tilbage til det positive i løbet af tre-fire dage, tilføjer han.

For Nordea bød mandagen i øvrigt på den konkrete selskabsnyhed om, at chefen for retail banking og landechef i Danmark, Michael Rasmussen, skifter til stillingen som topchef i Nykredit.

Danske Bank holdt generalforsamling mandag. Og det gav bl.a. ATPs aktiechef, Claus Wiinblad, anledning til forholde sig utilfreds til bankens forretning af egenkapitalen med 3,7 pct.

Også Novo Nordisk var en belastning for indekset med et fald på hele 3,9 pct. til 960 kr., og det placerede medicinalaktien i bunden af indekset. Aktien har fået anbefalingen "undervægt" af den amerikanske storbank JPMorgan, som også sætter et kursmål på 800 kr. Novo Nordisk kunne ellers mandag oplyse om nye, positive resultater af en fedmeanalyse, der beviser vægttab på 6 pct. ved brug af Victoza.

Og heller ikke den defensive høreapparat-aktie WDH medvirkede til stabilisere indekset. Aktien faldt 0,6 pct. til 481,80 kr., efter at UBS har slettet aktien fra sin listen over "mest foretrukne".

Volatile Vestas sluttede på indeksets tredjeplads med en stigning på 0,9 pct. til 46,65 kr. Mandagens små positive vind-nyheder kom fra Japan, hvor Vestas har fået en ordre på 18 MW, og fra Italien, hvor vindmøllekoncernen har vundet en ordre på 34 MW.

Dagens nyhed fra TDC var en afvisning af en forestående priskrig på telemarkedet. Den tror koncerndirektør for TDC Privat Anders Jensen ikke på, men aktien faldt 0,4 pct. til 45,53 kr.

Uden for indekset var der bevægelse i Auriga, som fik kursmålet løftet fra 125 kr. til 150 kr. hos Danske Bank. Aktien steg 5,7 pct. til 129 kr.

Vagt- og sikkerhedskoncernen G4S faldt derimod 0,6 pct. til 25,96 kr. Spanske Esperito Santo sænkede anbefalingen af aktien til "sælg" fra "neutral".

Biotekselskabet Neurosearch går i gang med at afvikle de tilbageværende aktiviteter og returnere overskydende likviditet til aktionærerne. Det fremgik af en meddelelse til fondsbørsen mandag morgen, og prisen på aktien faldt 4,5 pct. til 3,58 kr.

Fodboldaktien Parken anbefales af Aktieugebrevet som en interessant investering, og ikke kun for fodboldinteresserede. Aktien steg 10,4 pct. til 85 kr.

Lidt over middag var den grafiske virksomhed F.E. Bording klar med et regnskab, der viste fremgang såvel i top som i bund og melding om fortsatte stigninger i 2013. Men aktien blev ikke handlet.

Også Newcap leverede regnskab, der afslørede mindre underskud og håb om fremgang. Det gav en kursstigning på 4,1 pct. til 0,51 kr.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk