Obligationer/middag: Renten tager lille hop inden nyt om forbrugertilliden

Udgivet den 23-01-2024  |  kl. 12:30  |  

Rentestigningerne har fortsat tag i det danske obligationsmarked tirsdag middag, hvor investorerne venter på nyt om forbrugertilliden og desuden ser frem mod rentemødet i Den Europæiske Centralbank på torsdag.

Ved 12.20-tiden ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation 3 basispoint højere end mandag i 2,45 pct. Det er 1 basispoint lavere end åbningsniveauet.

Der kommer ved 16-tiden nyt om forbrugertilliden i eurozonen.

Målingen ventes at vise, at forbrugerne er blevet en anelse mindre pessimistiske i januar. Estimater indsamlet af Bloomberg viser dog, at økonomerne kun venter en stigning til minus 14,3 fra minus 15,0 i december.

Herhjemme har en tilsvarende statistik tirsdag morgen vist, at forbrugertilliden var forbedret til minus 8,4 i januar fra minus 13,0 i december.

- Med dagens tal bevæger vi os mod en lidt mere normal forbrugertillid, selv om vi altså ikke er der endnu.

- Da inflationen var værst, så vi den laveste forbrugertillid nogensinde, og siden har vi været på niveauer, der minder om den værste del af finanskrisen. Nu bevæger vi os opad, og tallet er det højeste siden februar 2022, men det er altså stadig negativt, konstaterer Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

RENTEMØDE PÅ TORSDAG

Det helt store tema i obligationsmarkedet er dog spørgsmålet om, hvornår Den Europæiske Centralbank indleder starten på en imødeset cyklus med lempelser.

ECB-chef Christine Lagarde bekræftede i sidste uge i et interview med Bloomberg News, at det er sandsynligt, at renten sænkes første gang i løbet af sommeren.

Men der hersker ifølge Reuters fortsat usikkerhed blandt økonomer om, hvornår ECB vælger at lempe første gang. Det fremgår af en rundspørge, nyhedsbureauet har foretaget.

Her venter 38 af 85 økonomer, at første sænkning kommer i juni, mens 21 økonomer siger april, og 23 forudser, at det først sker i tredje kvartal.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯